Milliardfond skal sikre danske arbejdspladserVidenskabsministeriet31/03-2004 Regeringen har indgået aftale med Dansk Folkeparti om at oprette en forsknings- og innovationsfond på mindst 16 mia. kr., der skal styrke dansk højteknologi og bidrage til at sikre beskæftigelsen i Danmark. - Aftalen er et håndslag til alle danske virksomheder og lønmodtagere om at fremtidssikre konkurrenceevnen ved at styrke forskning og innovation inden for højteknologiske forskningsfelter som bio-, nano- og informations- og kommunikationsteknologi, siger videnskabsminister Helge Sander. - Det er bemærkelsesværdigt, at den politiske vilje hos oppositionen ikke er tilstede til at sikre finansieringen af denne fremtidsfond. Skåltaler alene er ikke nok. Hvis vi skal satse strategisk og i tæt parløb med de danske virksomheder, bør et ambitiøst mindstemål for fondens kapital være tilstede. Det har regeringen og Dansk Folkeparti givet tilsagn om med aftalen, siger Helge Sander. Fondens kapital opbygges i perioden 2005-2012 gennem en årlig tilførsel af i størrelsesordenen to mia. kr., så grundkapitalen herefter udgør mindst 16 mia. kr. Finansieringen af denne årlige tilførsel sker gennem salg af statslige aktiver, engangsindtæger mv. Videnskabsministeren understreger, at fondens fokus på forskning og innovation i international topklasse, samspil mellem offentlig forskning og erhvervslivet samt tværgående teknologier som bio-, nano- og informations- og kommunikationsteknologi betyder, at resultaterne af fondens indsats skal komme store dele af dansk erhvervsliv til gode. - Eksempelvis vil fødevareindustrien, sundheds- og energisektoren samt den informationstunge del af servicesektoren være oplagte brugere af resultaterne af fondens virke. Alene nanoteknologiens rolle inden for udvikling af nye materialer giver jo uanede muligheder inden for stort set alle erhverv, siger Helge Sander. Regeringen vil snarest igangsætte drøftelser med erhvervslivet og andre relevante vidensmiljøer om rammerne for det lovforslag, der skal fastlægge fondens opgaver, virkemidler og succeskriterier. Helge Sander lægger blandt andet vægt på, at virksomhederne får en nem og ubureaukratisk adgang til projektstøtte. - Denne fremtidsfond bliver ikke kun til glæde for de store, videnstunge danske koncerner. De mindre og mellemstore virksomheder skal også have støtte til at styrke deres højteknologiske udgangspunkt. - Jeg er overbevist om, at lovgrundlaget for denne forsknings- og innovationsfond bør kunne samle meget bred politisk opbakning i Folketinget. Sikring af danske arbejdspladser og konkurrenceevne er for væsentligt et emne til, at oppositionen kan blive i hængekøjen, siger Helge Sander. Fondens udbetalingsmuligheder er som udgangspunkt bestemt af størrelsen af afkastet af fondskapitalen. Der er dog i den politiske aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti åbnet mulighed for ekstraordinære udlodninger af grundkapitalen. De nye forsknings- og innovationsmidler fra fonden vil blive fokuseret på udvalgte satsningsområder, hvor de erhvervsmæssige interesser er åbenbare. Der skal være tale om særligt løfterige områder, hvor Danmark har særlige forudsætninger og muligheder. Der fremsættes lovforslag om fonden i efteråret med henblik på vedtagelse i Folketinget inden nytår. |
|||||||||||||||||
![]() ![]() ![]() ![]() |
|
© 2005 Datahjælp & nem-hjemmeside.dk |